05/02/15Pressemeddelelse – Danske webshops har skruet tempoet op

Når forbrugerne går på nettet for at handle, er der i forhold til for to år siden kortere ventetid foran skærmen. Hvor en internetbruger i dag skal vente i 2,25 sekunder i snit for at få vist forsiden på en online shop, var ventetiden i januar 2013 på hele 3,64 sekunder. Det svarer til en forbedring på 38 pct. på to år. Det fremgår af en ny måling foretaget af analyse- og sikkerhedsvirksomheden Digicure.

At det er vigtigt med en hurtig side er en sandhed, som mange store danske online shoppingsites tager alvorligt. Hjemmesiderne for BR, Bonaparte og Boozt ligger i dette års måling helt i top med svartider på mellem et og halvandet sekund. For to år siden rodede de med svartider på mellem tre og fem sekunder.

I bunden af dette års måling ligger Stadiums side med en svartid på over ti sekunder.

”En hjemmesides svartid bør ikke overstige to sekunder. Ellers bliver kunderne utålmodige og begynder at vælge konkurrenten eller undlader at købe noget,” forklarer direktør Jesper Helbrandt fra Digicure, der er specialiseret i at måle web performance på virksomheders hjemmesider.

Mange tænker måske, at et par sekunders forskel i en hjemmesides svartid ikke betyder ret meget, men det er en skrøne:

”En undersøgelse fra Forrester Consult viser, at 47 % af onlineforbrugerne kun vil ofre to sekunder på at få vist et website. Og 52 % siger, at hastighed er afgørende for deres loyalitet til et website,” påpeger Jesper Helbrandt fra Digicure.

At selv små ændringer har en effekt dokumenteres af store onlineselskaber. Amazon.com har således målt, at hvis deres svartid forbedres med 0,1 sekund, øges Amazons omsætning med en procent.

Og Google har erfaret, at 0,4 sekunders længere svartid medfører et tab på 20 procent af trafikken på Google.

Hjemmesider kan være langsommelige af mange forskellige årsager. Men oftest skyldes det tung grafik og billeder eller tredjepart plugins såsom reklamer, analyseværktøjer og Facebook, Twitter og LinkedIn knapper. Systemet kan også være underdimensioneret i forhold til antal besøgende, og de bagvedliggende databaser kan være uhensigtsmæssigt opbygget.

”Det meste er heldigvis noget, som folkene bag onlinebutikkerne kan gøre noget ved, og faktisk også har gjort noget ved de senere år i takt med at der er kommet meget større fokus på hurtighed for at sikre forbrugerne en god oplevelse,” siger Jesper Helbrandt fra Digicure.

FAKTA:

Sådan er målingen foretaget

Digicure Performance Index måling er foretaget i perioden 15. december 2014 – 5. januar 2015 fra Digicures server i et hostingcenter med en applikation, som hver tiende minut går ind og henter forsiderne på de undersøgte hjemmesider.

Målingerne er udtryk for, hvor lang tid der går fra serveren har sendt en anmodning om at åbne siden, og til alt indhold på siden er blevet synligt i browseren.

Digicure har således forsøgt at opstille de bedst mulige betingelser, hvorimod almindelige brugere godt kan opleve længere svartider, især første gang de går ind på en hjemmeside.

Digicures testprogram gemmer ikke hjemmesideindhold i cachen (mellemlager), så ved gentagne besøg kan besøgende opleve kortere svartider, såfremt en del af hjemmesiden ligger i cachen på brugerens egen pc.

 

 

  Elementum imperdiet turpis. In id metus. Mauris eu nisl. Nam pharetra nisi nec enim.

Nyhedsoversigt